torsdag den 21. marts 2024

Per Kristensen Band Så er festen forbi CD-Cover.

SONY Music. KefirCD01 (CD-album)

Biografi

PER KRISTENSEN BAND


Af Morten Lindberg.


Starten på Per Kristensen Band kan ikke dateres helt bestemt. Måske startede bandet i 1991, da Morten og Per en dag mødte hinanden på Vesterbrogade. Per havde siden 1974 skrevet sange, men den første sang de to skrev sammen, blev til da de var igang med at lave 500 stykker julekonfekt, til et arrangement Morten havde i Delta Bio. Det skete under en pause, oppe i køkkenet på 3. sal i et baghus på Nordre Frihavnsgade hvor Morten boede, – og kunstteoretikeren Henrik Grundsted var også tilstede. I løbet af ganske kort tid var grundskitsen til en af bandets klassikere “Hadsten” skrevet.


Resten af repertoiret blev til, efter Morten var flyttet ud i Finlandsgade på Amager. Her mødtes han og Per hver dag i måneder, og drak te og spillede og skrev. Her blev bla. “Brobyggersangen”, “Jeg sidder på Dyssen”, “Skilsmissesangen” og “Rejsende i Kærlighed” skrevet.


Det første spæde forsøg på at danne et regulært band foregik i Wurst’s øvelokale på Vesterbrogade 107B. Her blev først Klaus Erik Jørgensen prøvet på trommer og siden grafikeren Torben Zenth. Også guitaristen fra Freedomfighters Søren Skov blev prøvet af. Men det var først da brevkasseredaktøren fra Mix, Martin Kongstad, kom med på trommer, at der begyndte at ske noget. Da var bandet flyttet om i nogle andre øvelokaler på Enghavevej, – og her kom også bassisten fra Sweethearts, Kim Kidholm med. Han blev senere erstattet af Aske Jacoby.


Denne sammensætning blev det Per Kristensen Band, folk kom til at kende. Dvs. dem som var så heldige at være til stede på de forholdsvis små caféer, hvor bandet spillede sporadisk. Nogle helt igennem hudløse og super ærlige koncerter, hvor nervøsiteten blandt Per, Martin og Morten nok var den største drivkraft. Aske på guitar var ældre og mere rutineret – han var aldrig bange.


Efterhånden begyndte bandet at spille i Jylland, og medvirkede i et par radio- og TV-optagelser. Efter en koncert i Eiffel Bar i Århus 23. december 1994 blev Per Kristensen Band kontaktet af Poul Martin Bonde fra SONY Music. Han var interesseret i at udgive et album med Per Kristensen Band. Albummet “Så er festen forbi” blev indspillet 1.-6. maj 1995 i SONY’s studie på H.C. Ørstedsvej med Aske Jacoby som producer og Morten Henningsen som tekniker.

På pladen medvirker sangerinden Nanna Lüders på “Skilsmissesangen”, hammondorganisten Dan Hemmer på “Afsted afsted” og “Stjerneklar og sort”, og perkussionisten Rune Harder Olesen på “Åh så forstående”.


“Så er festen forbi” blev sammen med Tamra Rosanes’ og Ester Brohus’ albums i 1996 Grammy-nomineret i kategorien Årets bedste Folk/Country/Blues udgivelse. Hvor Ester Brohus modtog prisen.


Per Kristensen Band har siden udgivet to sange. I 2003 indspillede de “Jeg sidder på Dyssen” og medvirker med sangen på “Nye Christiania Sange”, udgivet af Henrik Busk/Helicopter Records. I 2007 udgav de på vinyl singlen “Du har mødt en anden” ligeledes på Helicopter Records. På begge udgivelser medvirker desuden Anders Gårdmand på tværfløjte og Dan Hemmer på Hammondorgel og harmonika.


Per Kristensen Band spillede deres sidste koncert 12. december 2001 på Mojo Blues Bar.

Pressefoto Per Kristensen Band (Per Kristensen)

Per Kristensen Band, pressefoto af Stig Stasig.
Per Kristensen (160x250 CMYK 300 dpi 25,6 MB) Foto: Stig Stasig.

Pressefoto Per Kristensen Band m. Nanna Lüders

Per Kristensen Band, pressefoto af Oliver Sperling
Per Kristensen Band m. Nanna Lüders.
300 x 230 CMYK 300 dpi. 23 MB
Foto: Oliver Sperling.