torsdag den 28. december 1995

Bryan har du det ligesom Per?

Uddrag af interview Euroman. December 1995:

BRYAN, HAR DU DET LIGESOM PER?

To musikere mødes i Paris: Bryan Ferry, sanger i Roxy Music og Martin Kongstad, trommeslager i Per Kristensen Band.

Af Martin Kongstad

Det er tre år siden, jeg mødte Bryan Ferry første gang. Dengang var jeg journalist. I dag kan jeg møde ham på hans egne præmisser. Gennem tre år har jeg spillet et utal af koncerter over hele Danmark, som trommeslager i Per Kristensen Band og er derfor blevet bekendt med livet bag scenen og de følelser, forviklinger og faldgruber som rockmusik er indspundet i. Roxy Music var Bryan Ferrys indgang til rockscenen. Ferry kommer fra en nordlig provinsby, er af arbejder slægt, og inden han begyndte at synge, havde han dygtiggjort sig i kunstens verden og interesseret sig for udformning og design, men med Roxy Music blev han pludselig berømt. Alt dette har han tilfælles med Per Kristensen, der synger i Per Kristensen Band.

– Jeg spiller i et band, der hedder Per Kristensen Band. Flere af os er ikke særlig gode til at spille, men vi har en idé. Var det også sådan, I havde det i Roxy Music?

“Ja, faktisk. Vi havde masser af fantasi, og en af vores store fordele var, at ingen i bandet var kendte i forvejen. Men jeg havde en klar idé. Jeg har været en stor musikfan hele mit liv, som 11 årig hørte jeg jazz og blues, senere var det Pink Floyd. Jeg ville gerne kombinere de ting, altså lave intelligent musik med sort beat. Og de andre havde også en masse ting, de havde lyst til at afprøve: Brian Eno var meget på synthesizere, og Andy Mackay spillede obo, hvilket jeg syntes var meget cool, og så var der Phil Manzanera, som ikke var den slags guitarist, der ligesom har fundet sin stil. Han var rede til at eksperimentere hele tiden og spillede gerne hængende med hovedet nedad, hvis jeg bad ham om det.”

- Det er jo vigtigt, at en sanger kan føle de ord, han synger om. Du var kun 25. Vidste du egentlig, hvad du sang om?

“Måske ikke så meget på den første plade, men senere. Jeg var meget emotionel og havde en god baggrund. Jeg kommer ikke fra en eller anden køn farm. Jeg kommer fra nord, med fabrikker og tung industri. Det hjalp mig.”

- Det er jo vigtigt, at en sanger kan føle de ord, han synger om. Du var kun 25. Vidste du egentlig, hvad du sang om?

“Måske ikke så meget på den første plade, men senere. Jeg var meget emotionel og havde en god baggrund. Jeg kommer ikke fra en eller anden køn farm. Jeg kommer fra nord, med fabrikker og tung industri. Det hjalp mig.”

– Per som er sanger i vores band, og jeg var sådan helt almindelige venner, før vi dannede bandet. Men det har forrykket sig lidt. Nu kan han godt finde på at komme hen til mig efter en koncert for at give mig hånden og rose mig. Han er blevet lidt chef for mig. Blev du også sådan?

“Nej, sådan havde vi det ikke. Vi var ikke venner, før vi lavde Roxy Music og dog… Nu du siger det, kan jeg godt genkende noget af det. Vi fik en bassist med, som hed Paul Thompson. Han kom fra Newcastle, ligesom jeg, og vi to kunne tale sammen på dialekt, så de andre ikke forstod noget. Han var arbejdsmand med langt hår, og han kom altid til øverne lige fra arbejde med støv på tøjet. Da vi spillede vores første koncerter, måtte vi hente ham ovre på byggepladsen, lige før showet. Jeg kunne godt finde på at gå hen til ham efter koncerterne og klappe ham på ryggen. Vi havde sådan et officer and gentleman-forhold til hinanden. Jeg var jo den belæste og kulturelle.

- Per har nogen gange svært ved at få skrevet nye numre. Hvordan havde du det?

“Jeg havde så meget musik i mit hovede. Det var meget nemt for mig dengang. Jeg kunne høre alle mulige ting; musik, som slet ikke fandtes lignende. Det var meget passioneret. Jeg skrev musik på piano, simple sange. Senere er det blevet meget hårdere for mig at skrive.”

- Per begyndte at klæde sig mere rocket. I var også kendt for at gøre noget ud af påklædningen...

“Ja, både Andy og jeg elskede at klæde os ud. Vi var, som personer, ikke særlig frembusende, og det var nemmere for os at gå på scenen forklædt som en anden person. Men vi var meget interesseret i mode og havde designere tilknyttet fra den første dag, ligesom vi jo brugte fotomodeller på vores covers. Egentlig en ret kitschet idé, som man kan se på masser af underholdningsplader, hvor en eller anden pige poserer udenpå.”

- Vi har lige været på danmarksturné. det kan være ret hårdt...

“Ja, jeg var ikke så begejstret for det. Det er meget hårdt at være sanger på en turné. Man bruger sin krop som instrument, og det er hårdt fysisk, men psykisk er det mindst lige så hårdt, fordi man skal lægge sin sjæl i numrene hver aften. Jeg kan huske, at jeg tit så ned over sætlisten og tænkte: Åh nej, så er der det der nummer og det. Har jeg kræfter til det?”

- Når man spiller meget ude, kan det også hænde, at der breder sig nogle dårlige vibrationer i bandet. Måske er en af medlemmerne sur en aften, og så kan det være frygteligt at spille.

“Ja, men vi nåede heldigvis ikke at opleve så meget af det. Det blev surt på Avalon-turnéen, og det var der, jeg besluttede at opløse bandet. Man spiller sammen i nogle dynamiske mønstre, og hvis de pludselig ikke passer sammen, går det galt. De kan for eksempel flytte sig ved at nogle i bandet får en fast kæreste. Pludselig opstår der for eksempel jalousi, fordi en af pigerne siger til kæresten, at hun også syntes, han skulle interviewes, eller, at der ikke var lys nok på ham under koncerten. Det gik galt mellem mig og Eno, mig og Andy og mig og Phil. De to første er jeg på god fod med igen. Med Phil er det so so.”

- Tror du at Roxy Music var blevet så populære, hvis du havde været en grim fyr?

“Jeg har faktisk aldrig selv syntes, at jeg så godt ud. Men viu lavede dnne her cd-box sad jeg og kiggede på gamle billeder af mig selv fra halvfjerdserne, og der må jeg indrømme, at jeg engang i mellem så billeder af mig selv, der var gode, men generelt har jeg altid været meget usikker på mit udseende.”

- Tak for snakken.

“Selv tak, og held og lykke med trommespillet.”

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar