mandag den 14. august 1995

Så er festen forbi

Per Kristensen Band. Per, Aske, Martin og Morten.


















KEFIR RECORDS

Pressemeddelelse

"Så er festen forbi" Per Kristensen Band udgiver plade.
Januar 1977 Jægerspris. Elektrikerlærling Per Kristensen består sin svendeprøve og er nu færdig uddannet elektriker.

Mens alle Pers venner køber folkevognsrugbrød og rejser til Tyrkiet og Indien bliver han selv fastansat hos Erling's El på Roskildevej i Frederikssund. Dagen starter kl. 06:00 med en lang cykeltur og kl. 07:00 er Per igang på tilfældige byggepladser rundt omkring i Frederikssund området - senere bliver det til besøg hos private - hovedsageligt tilslutning af hårde hvidevarer og reparation af div. havebeslysning. Pludselig og uden varsel fyres Per af Erling fra Erling's El på Roskildevej og går direkte ud i den hårde tilværelse som arbejdsløs i sen-halvfjedserne. Små lejligheder uden varmt vand og bad, mislykkede kollektiver, impulsive og alt for store banklån, kærester uden forventninger, men som bare ikke gider komme sammen, ydmygende venten på forskellige offentlige kontorer, reprimander fra sagsbehandlere, langtidsledige jobs i div. børneinstitutioner og fritidklubber - og så det svigtende selvværd, jalousien, følelsen af ikke at kunne bruges og af ikke at slå til - og ikke mindst brevet med tilbudet om fast arbejde der aldrig kom.

Om det var arbejdskollegaeerne eller det enkelte Roskilde Festival besøg i 1976 vides ikke. Det kan også være det var de tilfældige møder med de gamle flippe-venner, der spillede på livet løs - i bands eller for dem selv - der har gjort at Per købte en brugt guitar og begyndte at skrive og synge sig, ikke ud af sin håbløse situation, men ind i dén - hudløst udforskende - så inderligt og så ærligt at man bøjer hovedet og ikke tør tage konfrontationen med den gennemgribende virkelighed Per breder ud som en krøllet avis, kun fyldt med dårlige nyheder - lige foran én.

Det er hverken med stolthed eller fornøjelse at KEFIR RECORDS, i samarbejde med SONY MUSIC hermed præsenterer Per Kristensen's album "Så er festen forbi" - det er bare med en konstaterende mine. Enten lukker man igen øjnene for virkeligheden omkring én - eller man vælger at lukke op for Per Kristensen og hans håbløse beskrivelse af samfundet af idag og dets uretfærdigheder.
Med sig har Per Kristensen (vokal og guitar) på guitar Aske Jacoby, på bas Morten Lindberg (Master Fatman) og på trommer Martin Kongstad, der alle er habile musikere eller bare personligheder.

KEFIR RECORDS Distribueres af SONY Music A/S.