torsdag den 28. december 1995

Bryan har du det ligesom Per?

Uddrag af interview Euroman. December 1995:

BRYAN, HAR DU DET LIGESOM PER?

To musikere mødes i Paris: Bryan Ferry, sanger i Roxy Music og Martin Kongstad, trommeslager i Per Kristensen Band.

Af Martin Kongstad

Det er tre år siden, jeg mødte Bryan Ferry første gang. Dengang var jeg journalist. I dag kan jeg møde ham på hans egne præmisser. Gennem tre år har jeg spillet et utal af koncerter over hele Danmark, som trommeslager i Per Kristensen Band og er derfor blevet bekendt med livet bag scenen og de følelser, forviklinger og faldgruber som rockmusik er indspundet i. Roxy Music var Bryan Ferrys indgang til rockscenen. Ferry kommer fra en nordlig provinsby, er af arbejder slægt, og inden han begyndte at synge, havde han dygtiggjort sig i kunstens verden og interesseret sig for udformning og design, men med Roxy Music blev han pludselig berømt. Alt dette har han tilfælles med Per Kristensen, der synger i Per Kristensen Band.

– Jeg spiller i et band, der hedder Per Kristensen Band. Flere af os er ikke særlig gode til at spille, men vi har en idé. Var det også sådan, I havde det i Roxy Music?

“Ja, faktisk. Vi havde masser af fantasi, og en af vores store fordele var, at ingen i bandet var kendte i forvejen. Men jeg havde en klar idé. Jeg har været en stor musikfan hele mit liv, som 11 årig hørte jeg jazz og blues, senere var det Pink Floyd. Jeg ville gerne kombinere de ting, altså lave intelligent musik med sort beat. Og de andre havde også en masse ting, de havde lyst til at afprøve: Brian Eno var meget på synthesizere, og Andy Mackay spillede obo, hvilket jeg syntes var meget cool, og så var der Phil Manzanera, som ikke var den slags guitarist, der ligesom har fundet sin stil. Han var rede til at eksperimentere hele tiden og spillede gerne hængende med hovedet nedad, hvis jeg bad ham om det.”

- Det er jo vigtigt, at en sanger kan føle de ord, han synger om. Du var kun 25. Vidste du egentlig, hvad du sang om?

“Måske ikke så meget på den første plade, men senere. Jeg var meget emotionel og havde en god baggrund. Jeg kommer ikke fra en eller anden køn farm. Jeg kommer fra nord, med fabrikker og tung industri. Det hjalp mig.”

- Det er jo vigtigt, at en sanger kan føle de ord, han synger om. Du var kun 25. Vidste du egentlig, hvad du sang om?

“Måske ikke så meget på den første plade, men senere. Jeg var meget emotionel og havde en god baggrund. Jeg kommer ikke fra en eller anden køn farm. Jeg kommer fra nord, med fabrikker og tung industri. Det hjalp mig.”

– Per som er sanger i vores band, og jeg var sådan helt almindelige venner, før vi dannede bandet. Men det har forrykket sig lidt. Nu kan han godt finde på at komme hen til mig efter en koncert for at give mig hånden og rose mig. Han er blevet lidt chef for mig. Blev du også sådan?

“Nej, sådan havde vi det ikke. Vi var ikke venner, før vi lavde Roxy Music og dog… Nu du siger det, kan jeg godt genkende noget af det. Vi fik en bassist med, som hed Paul Thompson. Han kom fra Newcastle, ligesom jeg, og vi to kunne tale sammen på dialekt, så de andre ikke forstod noget. Han var arbejdsmand med langt hår, og han kom altid til øverne lige fra arbejde med støv på tøjet. Da vi spillede vores første koncerter, måtte vi hente ham ovre på byggepladsen, lige før showet. Jeg kunne godt finde på at gå hen til ham efter koncerterne og klappe ham på ryggen. Vi havde sådan et officer and gentleman-forhold til hinanden. Jeg var jo den belæste og kulturelle.

- Per har nogen gange svært ved at få skrevet nye numre. Hvordan havde du det?

“Jeg havde så meget musik i mit hovede. Det var meget nemt for mig dengang. Jeg kunne høre alle mulige ting; musik, som slet ikke fandtes lignende. Det var meget passioneret. Jeg skrev musik på piano, simple sange. Senere er det blevet meget hårdere for mig at skrive.”

- Per begyndte at klæde sig mere rocket. I var også kendt for at gøre noget ud af påklædningen...

“Ja, både Andy og jeg elskede at klæde os ud. Vi var, som personer, ikke særlig frembusende, og det var nemmere for os at gå på scenen forklædt som en anden person. Men vi var meget interesseret i mode og havde designere tilknyttet fra den første dag, ligesom vi jo brugte fotomodeller på vores covers. Egentlig en ret kitschet idé, som man kan se på masser af underholdningsplader, hvor en eller anden pige poserer udenpå.”

- Vi har lige været på danmarksturné. det kan være ret hårdt...

“Ja, jeg var ikke så begejstret for det. Det er meget hårdt at være sanger på en turné. Man bruger sin krop som instrument, og det er hårdt fysisk, men psykisk er det mindst lige så hårdt, fordi man skal lægge sin sjæl i numrene hver aften. Jeg kan huske, at jeg tit så ned over sætlisten og tænkte: Åh nej, så er der det der nummer og det. Har jeg kræfter til det?”

- Når man spiller meget ude, kan det også hænde, at der breder sig nogle dårlige vibrationer i bandet. Måske er en af medlemmerne sur en aften, og så kan det være frygteligt at spille.

“Ja, men vi nåede heldigvis ikke at opleve så meget af det. Det blev surt på Avalon-turnéen, og det var der, jeg besluttede at opløse bandet. Man spiller sammen i nogle dynamiske mønstre, og hvis de pludselig ikke passer sammen, går det galt. De kan for eksempel flytte sig ved at nogle i bandet får en fast kæreste. Pludselig opstår der for eksempel jalousi, fordi en af pigerne siger til kæresten, at hun også syntes, han skulle interviewes, eller, at der ikke var lys nok på ham under koncerten. Det gik galt mellem mig og Eno, mig og Andy og mig og Phil. De to første er jeg på god fod med igen. Med Phil er det so so.”

- Tror du at Roxy Music var blevet så populære, hvis du havde været en grim fyr?

“Jeg har faktisk aldrig selv syntes, at jeg så godt ud. Men viu lavede dnne her cd-box sad jeg og kiggede på gamle billeder af mig selv fra halvfjerdserne, og der må jeg indrømme, at jeg engang i mellem så billeder af mig selv, der var gode, men generelt har jeg altid været meget usikker på mit udseende.”

- Tak for snakken.

“Selv tak, og held og lykke med trommespillet.”

lørdag den 30. september 1995

Biografi


Per Kristensen debuterede i 1978 som musiker med to sange på X-pressen i Århusgade. Han optrådte efterfølgende til en Høstfest på Svanholm Kollektivet og en enkelt gang i 1980 på Vognhjulet til en Singers Evening.
I 1978 skrev han sangen Dagens sidste sang og leverede teksten til Roland og Roerne, som komponerede musikken og optrådte med denne de følgende to år.
I firserne var Per en del af kollektivet Wurst og arbejdede med fotografi, grafisk design og udstillingsvirksomhed.
Under oprydningen efter en koncert i 1986 med Master Fatman an his Freedomfighters i Wurst, blev Morten og Per enige om at etablerer Per Kristensen Band.
Bandet optrådte første gang i marts 1993 på Bankeråt i Nansensgade, og udgav i 1995 det Grammy-nominerede album Så er festen forbi. På pladen medvirker Aske Jacoby, Martin Kongstad, Nanna Lüders, Rune H. Olesen og Dan Hemmer.

tirsdag den 5. september 1995

Anmeldelser

PER KRISTENSEN BAND Så er festen forbi

Rock med ironiske kommentarer “Sangene på Så er festen forbi fremstår som vitterligt stærke rocksange på dansk. Man skal helt til Røde Mor, Skousen & Ingeman, Bifrost eller en tidlig Sebastian for at finde en så stor sproglig naivitet, det er sangenes styrke og et vigtigt diskussionsoplæg når dansk rocks standard skal behandles...”. N.P, Jyllands-Posten.

Så er festen forbi er hilarious. Et arbejderklasse-manifest anno 1975, en social nedtur af Mogensen’ske dimensioner..., Mia Pollmann, september 1995, Gaffa.

Så er festen forbi Skal man le eller græde? Måske lidt af hvert... At genskabe en verden og en tid, hvor der ingen tvivl var om hvem, der var fjenden, hvem der var de gode, og hvem der var onde. Det er rent Berlinmursbyggeri, Per Kristensen er ude i. Mads Brenø, september 1995, Nat og Dag.

mandag den 14. august 1995

Så er festen forbi

Per Kristensen Band. Per, Aske, Martin og Morten.


















KEFIR RECORDS

Pressemeddelelse

"Så er festen forbi" Per Kristensen Band udgiver plade.
Januar 1977 Jægerspris. Elektrikerlærling Per Kristensen består sin svendeprøve og er nu færdig uddannet elektriker.

Mens alle Pers venner køber folkevognsrugbrød og rejser til Tyrkiet og Indien bliver han selv fastansat hos Erling's El på Roskildevej i Frederikssund. Dagen starter kl. 06:00 med en lang cykeltur og kl. 07:00 er Per igang på tilfældige byggepladser rundt omkring i Frederikssund området - senere bliver det til besøg hos private - hovedsageligt tilslutning af hårde hvidevarer og reparation af div. havebeslysning. Pludselig og uden varsel fyres Per af Erling fra Erling's El på Roskildevej og går direkte ud i den hårde tilværelse som arbejdsløs i sen-halvfjedserne. Små lejligheder uden varmt vand og bad, mislykkede kollektiver, impulsive og alt for store banklån, kærester uden forventninger, men som bare ikke gider komme sammen, ydmygende venten på forskellige offentlige kontorer, reprimander fra sagsbehandlere, langtidsledige jobs i div. børneinstitutioner og fritidklubber - og så det svigtende selvværd, jalousien, følelsen af ikke at kunne bruges og af ikke at slå til - og ikke mindst brevet med tilbudet om fast arbejde der aldrig kom.

Om det var arbejdskollegaeerne eller det enkelte Roskilde Festival besøg i 1976 vides ikke. Det kan også være det var de tilfældige møder med de gamle flippe-venner, der spillede på livet løs - i bands eller for dem selv - der har gjort at Per købte en brugt guitar og begyndte at skrive og synge sig, ikke ud af sin håbløse situation, men ind i dén - hudløst udforskende - så inderligt og så ærligt at man bøjer hovedet og ikke tør tage konfrontationen med den gennemgribende virkelighed Per breder ud som en krøllet avis, kun fyldt med dårlige nyheder - lige foran én.

Det er hverken med stolthed eller fornøjelse at KEFIR RECORDS, i samarbejde med SONY MUSIC hermed præsenterer Per Kristensen's album "Så er festen forbi" - det er bare med en konstaterende mine. Enten lukker man igen øjnene for virkeligheden omkring én - eller man vælger at lukke op for Per Kristensen og hans håbløse beskrivelse af samfundet af idag og dets uretfærdigheder.
Med sig har Per Kristensen (vokal og guitar) på guitar Aske Jacoby, på bas Morten Lindberg (Master Fatman) og på trommer Martin Kongstad, der alle er habile musikere eller bare personligheder.

KEFIR RECORDS Distribueres af SONY Music A/S.

mandag den 6. marts 1995

Master Fatman, Robin Skjoldborg.
Master Fatman & Per Kristensen. Foto Robin Skjoldborg.